torsdag den 29. september 2016

Hverdag














WTF


Odense-fyren i toget til Aarhus


Udenfor vinduet glider det danske landskab forbi. Regnen siler ned og laver mønster på glasset. Jeg sidder lunt og godt i stillekupéen i lyntoget på vej til Aarhus. Det er meningen at jeg skal skrive på vej i toget. Det var grunden til at jeg lod mig selv tage af sted. Grunden til at jeg købte en plads i stillekupéen og valgte lyntoget i stedet for InterCity, fordi der er færre stop, hvilket vil sige færre forstyrrelser.

Men hvordan kan man skrive når fyren overfor bliver ved med at stirre på en, og man stirrer tilbage for at få ham til at holde op, men han holder ikke op, og man har selv lyst til at holde op, men man har ikke lyst til at være den første der holder op, så man sidder der og stirrer på en fremmed, som egentlig også er okay pæn, så man har faktisk ikke noget imod at stirre på ham og hans pæne grønne øjne og lyse krøllede hår, indtil han pludselig smiler til en og man rødmer uden at vide hvorfor han smiler, stadig uden at have lyst til at være den første der bryder øjenkontakten som den første, så hvordan kan man tænke på at skrive?

Han stod af i Odense. Blinkede til mig, da han rejste sig og jeg skulle til at sige noget, men kom i tanke om at det var stillekupéen og sad med munden åben til han gik. Hvorefter det gik op for mig jeg sad med munden åben og skyndte mig at lukke den igen.

Ud af vinduet så jeg ham gå langs med toget uden at se sig tilbage i det han styrede mod trappen.

Tilbage til min computerskærm, hvor der mangler så mange ord, som jeg ikke kan få mig selv til at skrive ned. Jeg ser ud af vinduet igen. Gad vide om det også regner i Aarhus. Det håber jeg ikke, for jeg skal gå fra stationen til min venindes lejlighed, og det er alligevel et lille stykke vej.

Kæresteri

Har du fået dig en kæreste Alice
spørger min farmor tit om
hun venter bare på
at jeg ikke kun er mig længere
men bliver til to
til et vi i stedet for et du
fordi det skulle være så meget bedre
hun kan slet ikke forstå
at jeg ikke har en kæreste
for jeg er jo så dejlig
siger hun
jeg kan slet ikke forstå
at jeg behøver en kæreste
hvis jeg nu virkelig er så dejlig
som hun går og siger

Alice 1








Overspringshandlinger

Jeg kunne gøre noget produktivt i stedet for, så som at gøre rent, læse en bog, skrive på mit speciale eller måske tage på arbejde, men nej i stedet spiller jeg farmville.
Overspringshandlinger er blevet min yndlings beskæftigelse. Jeg gør det hele tiden, jeg tror faktisk at jeg er begyndt at få overspringshandlinger over mine overspringshandlinger.
Hvorfor kalder vi det i det hele taget overspringshandlinger? Det er jo ikke fordi vi springer over.
Opvasken står der jo stadig, nullermændene ligger stadig i hjørnet, og specialet skriver jo ikke sig selv.
Det er jo snare at skubbe ting. Om 5 minutter, en halv time, i morgen, i næste uge.
Det tager overhånd og lige pludselig så har du en hel bunke af ufærdige ting som skal ordnes.
alle de her voksne og ansvarlige ting som vi skal lave. Som samfundet mener er nødvendige
Og hvem er det i det hele taget som har sagt at sådan noget som Farmville eller Facebook eller YouTube ikke er produktivt?
hvem har bestemt at overspringshandlinger er en dårlig ting? Er målet ikke at være glad og tilfreds?
Og hvis jeg nu bliver glad af at lave alt muligt andet end det som folk har sagt til mig jeg skal lave og som er produktivt.


Jeg skulle egentlig have lavet noget i dag.
Jeg åbnede min computer, sad og gloede på den samme sætning i 10 minutter, før jeg besluttede mig for at det jeg manglede var musik.
Så jeg brugte 15 min. på at finde den rigtige playliste, og så gik det op for mig at det regnede, og når det regner skal man drikke varm kakao.
Ude i køkkenet gik det op for mig at min stakkels plante ikke have fået vand i lang tid. Jeg tog vandkanden og fyldte den og vandede alle mine planter, og konstaterede at mindst 3 af dem var døde.
Jeg smed dem ud og faldt i snak med min søde ældre underbo på vej op, og som skulle have hjælp med at åbne et glas.
Hun tilbød kaffe, som jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til og nu sidder jeg her 3 timer efter og har opgivet at kigge på den samme sætning og valgt at spille Farmville indtil inspirationen vender tilbage.  

Vand blomster